Mit dejlige lille barnebarn blev 5 år, og jeg havde lovet ham at jeg ville bage kage til alle hans venner i børnehaven. I hans børnehave er der nul sukker politik, hvilket jeg syntes er en rigtig god beslutning, så jeg tog udfordringen op, og tænkte jeg må finde på en kage som er næsten lige så blød og lækker sød som en rigtig kage med sukker og hvedemel. Jeg prøvede forskellige muligheder af og kom frem til denne. Den er fantastisk. Jeg er fuldstændig vild med de her skønne glutenfrie cupcakes, tænk at en kage uden sukker og hvede kan smage så godt og have en så lækker konsistens, det er bare vildt. Den smelter i munden og den bløde flødecreme er så lækker i kombinationen. Børnene i børnehaven var vilde med dem, og ville gerne have haft flere, alle spiste op til sidste krumme i papiret….
Cupcakes:
370 gr. Bløde dadler u. Sten
4 modne bananer
200 gr. Mandler
60 gr. Valnødder
100 gr. Kokos
4 tsk kanel
1 1/2 dl. Kakao
1/2 tsk salt
1 dl. Neutral olie
4 æg
4 tsk bagepulver
Flødecreme:
1/2 l piskefløde
kornene fra 1 vanillestang
dadler, banan, mandler, valnødder og kokos blendes/hakkes rigtig godt i blender eller foodprosessor, hældes i en skål og tilsættes de øvrige ingredienser.
Dejen fordeles i ca 24 papirform og bages ca. 15 min. v. 185 gr.
Imens piskes fløden til skum med vanillekornene.
Når kagerne er afkølet pyntes de med flødecreme som er fyldt i en sprøjtepose med en tyl. Jeg har brug tyl nr. M1. og friske bananskiver.