Tag: Mousse

Berry Dream

Når jeg kaster mig ud i nye smags og konsistens-sammensætninger byder det tit og ofte på overraskende udfald. Nogen gange er de ganske uheldige og ender absolut ikke herinde, de skilte cremer, som ja stadig en sjælden gang i mellem sker, selv for en efterhånden inkarneret bager som jeg, ryger i skraldespanden og så prøver jeg atter engang med en ny sammensætning. Denne lækkerhed blev dog fuldstændig ubeskrivelig lækker, med sin fløjelsbløde mousse, der bare smelter fuldstændig i munden, sin tætte, men vanvittig lækre, nærmest konfektligende bund, blot fuldender kagens fantastiske sammensætning og gør den til en af mine personlige favoritter so far.
Det faktum at jeg fik den ide at tilføje kondenseret mælk i moussen, hvilket jeg på forhånd hverken vidste om ville briste eller bære, viste sig at blive en for mig ny og vanvittig lækker måde at lette de ellers til tider, for nogen lidt tunge mousser. Uden tvivl anbefalelsværdigt, så fra mig til jer, giv los og skriv endelig til mig hvordan jeres oplevelse med denne nye model af mousse har været efterfølgende.

 

Bund :

200 gram Smør
200 gram Sukker
200 gram Marcipan
3 Æg
1/2 tsk Salt
1 tsk Vanillepasta
75 gram Mel
1 dl God marmelade

Smør, sukker og revet marcipan piskes godt sammen. Æggene tilsættes
Sammen med de øvrige ingredienser, på nær marmeladen, og der piskes
Kort. Dejen hældes i en smurt springform. Marmeladen sættes med en lille ske i små klatter svagt ned i dejen. Dejen bages 30 minutter ved 190 gr. Varmluft.

Mousse :

1/2 Granatæble
250 gram Hindbær
100 gram Sukker
Saft af 1 citron
1 tsk Vanillepasta
5 dl. Fløde
1/2 dåse kondenseret mælk
1 dl. Skyr
7 1/2 blade husblas

Granatæblekerner, hindbær, sukker, citron og vanille, koges op.
Husblas opblødes i koldt vand. Og smeltes i den varme kompot.
Kompotten afkøles, hvis det skal gå hurtigt kan kompotten hældes i et rundt fladt fad, så køler det hurtigere. Gem lidt af kompotten til at smøre kagebunden med. Imens piskes fløden til let skum og kondenseret mælk og skyr piskes kort i. Når kompotten er afkølet til stuetemperatur, hældes den i flødeskummet.
Kagebunden placeres på fadet den skal serveres på og en kagering fores med kageplast og sættes om bunden. Bunden smøres med et par spiseskefulde af kompotten. Moussen hældes på bunden og glattes pænt ud på toppen. Kagen sættes på køl mindst 4 timer, gerne natten over. Kagen pyntes med masser af friske bær, flødedutter og sukkerkugler.

Super lækker karamelmousse på oreobund

Oreo kiks er en super dejlig kiks.  Den er ikke så sød og så har den en saltet bagsmag. Jeg syntes den passer perfekt som bund til min vildt lækre og lette karamelmousse. For at sætte endnu en kant på kagen så den ikke bliver for sød og vammel ( selv om det kan kage ikke blive i min perfekte kageverden☺️)

 

bund:

2 pk. Oreokiks

100 gr. Smeltet Smør

1 tsk. Vanillesukker

2 spsk. Brun farin

kiksene knuses i en foodprocessor og blandes med den smeltede smør og de øvrige ingredienser. Massen hældes i en springform 22 cm. Og klappes godt sammen med en ske.

Mousse

300 gr. Cremecheese

3 dl. Piskefløde

1 ds. Karameliseret kondenseret mælk ( hvis du ikke kan få den karameliseret kan du kogen en dåse kondenseret mælk i en gryde med  vand i ca. 3 timer)

1 tsk. Vanillesukker

1/4 tsk salt

4 bl. Husblas

fløde og cremecheese piskes til det er cremet og let. Karamellen tilsættes sammen med  vanille og salt og der røres til massen er lækker cremet og godt blandet. Den udblødte husblas smeltes forsigtigt i microovnen og blandes med lidt af cremen til den er afkølet og blandes derefter med resten af cremen ssom hældes over kiksebunden og sættes på køl ca. 3-4 timer.

ganache

100 gr. Chokolade

50 gr. Smør

1 spsk. Sirup

1/2 tsk vanillesukker

1/4 tsk salt

chokolade og smør smeltes forsigtigt sammen med de øvrige ingredienser. Afkøles let og hældes over den kolde kage og sættes på køl. Nu kan du pynte kagen lige som du har lyst til.

 

Skøn gulerodskage med orangemousse

gulerodskage er en af mine favoritkager, og med en syrlig orangemousse og blodappelsingele  bliver det bare en ekstra lækker kage. Jeg bliver aldrig træt af at kombinere nye smagssammensætninger til min gulerodskage. Prøv denne her den passer perfekt til efteråret og de smukke farver det bringer med sig. Jeg elsker når jeg kører gennem skoven, hver dag på vej på jobbet at se efterårets farveskift. Det giver mig masser af inspiration til nye kagekreationer 😊

 

Bund:
150 gr. Brun farin
1 dl smagsneutral olie
2 æg
150 gr. Hvedemel
1/2 tsk salt
1 tsk vanille
1/2tsk bagepulver
1/2 tsk natron
2 tsk kanel
175 gr. Revet gulerod
Revet skal af 1/2 citron
50 gr.  hk valnødder

Farin og æg piskes godt, og de øvrige ingredienser tilsættes og der røres rigtig godt. Dejen hældes i en springform 22 cm i diameter og bages ca. 20-30 min ved 190 °

Når kagen er kold løsnes den fra formen og lægges på et fad. Der kommes kageplast rundt o. Kage. Og en kagering sættes om.

Mousse:

3 dl.  Appelsinsaft ca. 4-6 appelsiner ( du kan også bruge færdigpresset juice med frugtkød)

reven skal af 1 appelsin

125 gr. Sukker

1 vanillestang

6 bl. Husblas

4 dl. Piskefløde

2 1/2 dl. Skyr

saften koges lidt ind med sukker og korn fra vanillestangen.  Den godt udblødte husblas smeltes direkte i den varme appelsin sirup. Fløden piskes let stiv og blandes med skyr og den afkølede appelsinsirup. Moussen hældes på gulerodskagebunden og sættes på køl 3-4 timer.

 

Gele:

1,5 dl. Saft fra blodappelsin ( jeg brugte en færdig presset på flaske)

1/2 dl. Appelsinsaft

75 gr. Sukker

3 bl. Husblas

appelsinsaften koges lidt ind med sukkeret og den udblødte husblas opløses i den varme sirup. Når det er afkølet hældes siruppen forsigtigt over moussen på bagsiden af en grydeske for ikke at hvirvle mousse op.  Når geléen er stivnet kan du pynte kagen lige som du har fantasi og lyst til.

 

 

 

 

 

 

 

Chokoladelækker brownie med brombærchokochokmousse

 

Ideen til denne kage kom, efter jeg længe havde gået og tænkt, at min gode gamle brownie skulle piftes lidt om og blive endnu mere fantastisk, så den fik en dejlig blød mousse på, og for at kæle lidt ekstra for kagen,  skjulte jeg en  chokolademousse i midten og lagde en lækker syrlig brombærmousse uden om den. Resultatet blev sublimt. Prøv at smag i bliver ikke skuffet…..

Browniebund

220 gr. smør

220  gr. chokolade

450 gr. sukker

4 æg

220 gr. mel

1 tsk. bagepulver

2 tsk. vanillesukker

1/2 tsk. salt

Der kan evt. tilsættes 100 gr. nødder af valgfri art.

Smør og chokolade smeltes sammen. Sukker tilsættes og de resterende ingredienser tilsættes og der røres godt. Dejen hældes i en springform (24 cm.) Bages 30 min. v. 200 gr.

 

Brombærmousse

300 gr brombær

75 gr. sukker

korn fra 1 stang vanille

saft og skal fra 1 citron

5 bl. husblas

2 æggeblommer

60 gr. sukker

4 dl. piskefløde

Tips!! tilsæt evt. 1-2 spsk. gran manier til moussen. det gør bare noget godt ved smagen.

 

Brombærrene koges godt med sukker, vanillekorn og den tomme skal, citronsaft og skal. Imens piskes æggeblommerne med sukker. Husblassen lægges i blød i koldt vand ca. 10 min. opløses i den varme kompot og det hele køles af. Når det er kølet af tilsættes æggesnapsen og piskefløden som er pisket til let skum.

 

Chokolademousse

200 g. god mørk chokolade mindst 60%
8 past. æggeblommer
125 g. rørsukker
kornene fra 1 vanille stang
½ l. piskefløde
Den hakkede chokolade smeltes. Den skal have stuetemperatur, når den skal bruges.
Æggeblommer piskes hvide og tykke med sukkeret. Fløden piskes til let skum.
Den smeltede chokolade vendes i æggeblandingen, og flødeskummet vendes godt i. hvis der
ønskes en let mokkasmag kan der tilsættes lidt frysetørret kaffe som er opløst i 1 tsk. varmt
vand
Opbygning af kagen
Når kagen er bagt og afkølet lægges den i en ringform foret med kageplast. oven på den sættes en anden ringform som er 18 cm i diameter også foret med kageplast. Chokolademoussen hældes i denne form til den er 3 cm fra kanten. Sættes på køl 3-4- timer. Når moussen er stivnet, tages ringen forsigtigt af, og brombærmoussen hældes forsigtige ned i mellemrummet og over chokolademoussen til det hele er dækkket. Hvis der er overskud af mousserne kan de hældes i små portionsforme og serveres som små søde desserter. De kan sagtens holde 3-4 dage på køl. Kagen sættes igen på køl ca. 3-4 timer. Når mousserne er stivnet kan kagen forsigtigt sættes på et serveringsfad og pyntes lige efter din fantasi….

Skøn kage med clementinmousse på tuc kiksebund

Lækker festlig nytårskage med clementinmousse på tuc kiksebund og med marcipan i det bliver bare den lækreste bund med en saltet undertone. Den passer så fint til den syrligsøde mousse med clementiner, en rigtig vinterkage.
Bund
  • 3 æggehvider
  • 200 g sukker
  • 1 tsk. vanillesukker
  • 100 g fint hakkede
  • hasselnødder
  • 1 pakke knuste 100 gr. tuc-kiks
  • 100 g marcipan
Pisk æggehviderne stive. Kom sukkeret i hviderne, mens der piskes, og pisk til massen er glat og stiv.
Tilsæt de fint hakkede hasselnødder, knuste tuckiks og revet marcipan til æggehvidemassen og bland det hele godt.
Hæld massen i en smurt springform. Bag bunden ved 175 grader i ca. 25 minutter.
Tag bunden ud og afkøl lidt.

Mousse

  • 6 bl. husblas
  • 200 g creme cheese
  • 2 æggeblommer
  • 2 dl creme fraiche 9%
  • 2 tsk vaniljesukker
  • fintrevet skal af 1 clementin
  • saft af 3 clementiner
  • 1 dl asti
  • 2 æggehvider
  • 100 g flormelis
Læg husbclassen i blød i koldt vand i ca. 10 min. Rør flødeosten sammen med æggeblommer, cremefraiche, vaniljesukker, asti, clementinskal og -saft. Træk husblassen op af vandet med det vand, der hænger ved. Smelt den Med lidt saft af clementinen.  Rør lidt af flødeosteblandingen i efter den er opløst og vend den i resten. Pisk hviderne stive, tilsæt flormelis og pisk i yderligere ca. 2 min. Vend de stiftpiskede hvider i flødeosteblandingen. Hæld moussen over bunden som er i en Ringform foret med kageplast og stil flødeostekagen tildækket i køleskabet til næste dag.
Kagen pyntes i fri hånd og fantasi…..

Gateau Marcel my way

 

Jeg elsker Gateau Marcel, og har arbejdet med opskriften, så den nøjagtig passer til mine smagsløg. Jeg elsker den super fløjslbløde mousse og den svampede bund, og så tanken om at moussen også er bunden bare bagt. Det gør den let og hurtig at lave. Det er en vanvittig lækker kage med kaffe og appelsin toner.

150 g mørk chokolade

150 g smør

150 g sukker

Revet skal af 1 appelsin

1/2 vanillestang

100 g pasteuriseret æggeblommer

120 g pasteuriseret æggehvider

Smelt chokolade og smør i en skål over vandbad.

Pisk æggeblommer og 2/3 af sukkeret luftigt i en anden skål.

Rør forsigtigt chokoladeblandingen i æggesnapsen.

Pisk æggehviderne stive i en tredje skål, og bland resten af sukkeret (1/3) undervejs.

Vend de piskede hvider i chokoladeblandingen.

Smør en springform (18 cm i diameter), og fordel halvdelen af moussen i formen.

Bag den ved 175 grader i cirka 25 min.

Stil resten af moussen på køl imens.

Lad den bagte bund køle af, og fordel resten af moussen oven på bunden.

Stil den færdige kage tilbage i køleskabet, og lad den sætte sig natten over.

Drys kagen med cacaopulver og pynt med bær og hvad du lige har lyst til

skøn skovbærmousse på chokoladekage med brændte mandler

 

Skøn chokoladekagebund med brændte mandler og dejlig skovbærmousse. Det er bare super lækkert med de brændte mandler på bunden det giver lidt kant til kagen og lidt at tygge på.

Bund:

150 gr. Smeltet smør

3 æg

225 gr. Brun farin

1 dl. Creme fraiche 9 %

1 tsk. Kaffepulver rørt ud i ganske lidt varmt vand

150 gr. Hvedemel

60 gr. Cacao pulver

2 tsk. Vanillesukker

1 1/2 tsk bagepulver

1/4 tsk fint salt

50 gr. Brændte mandler (drysses på efter bagning)

 

Æg og sukker piskes let og luftigt. De øvrige ingredienser, på nær de brændte mandler, tilsættes og der røres Forsigtigt til alt er godt blandet. Hæld dejen i en springform på 22 cm. I diameter.  Bages Ca. 30 min ved 185 gr. Varmluft

Når kagen er bagt og afkølet drysses med de hakkede brændte mandler. *Jeg brugte færdigkøbte :).

 

Skovbærmousse

200 gr. frosne skovbær

skal og saft af 1 citron

100 gr. Sukker

1 st. Vanille

1 dl. Skyr

3 dl. Piskefløde

5 bl. Husblas

Læg husblas i blød i koldt vand i 10 min. Imens koges de frosne bær med citron skal og saft samt sukker. Kornene fra vanillestangen skrabes ud, og de tommer stænger koges med. Når bærrene er godt udkogt fjernes vanillestængerne og der blendes med en stavblender. Husblassen vrides fri af vand og tilsættes. Sæt til afkøling og pisk imens fløden let stiv og bland skyr i. Når bærcollien er afkølet til stuetemperatur blandes den forsigtigt i flødeskumsblandingen.

 

Samling af kagen:

Bunden løsnes fra springformen og lægges på serveringsfadet. Ringen fra springformen sættes rund om kagen og fores med kageplast. Moussen hældes på kagebunden og det hele sættes på køl. Mindst 3 – 4 timer. Kagen pyntes med lige den pynt du har lyst til. Jeg har pyntet denne med lidt finthakket brændte mandler blåbær, brombær, chokolade spiraler, glimmer og en fin lille spiselig blomst.

Fin lille rødbedemoussekage på svampet nøddebund

Tænk at rødbede kan smage af karamel, man tror de ikke, men da jeg lavede moussen til kagen her blev jeg overrasket, det havde jeg ikke lige forventet, men prøv den er fantastisk sammen med den luftige nøddebund og den syrlige æblegele på toppen. Farven på kagen er bare så smuk og så er den naturlig.

12 stk.

Nøddebund :
100 gr Hasselnødderflager
50 g smør
2 æg
80 g sukker
50 g hvedemel
1 tsk. Bagepulver
1 tak vanillesukker
1 nip salt

Hasselnødderne ristes let på en pande med smøret og blendes.
Pisk æg og sukker skummende hvidt. Sigt mel og bagepulver i æggemassen og vend det i sammen med hasselnødderne. Fordel dejen i en smurt springform 22 cm. Bag hasselnøddebunden midt i ovnen i 15-20 minutter. Når kagen er afkølet stikkes der små bunde ud med en af ringene til kagerne. Ringformene fores med kageplast.

Mousse
2 rødbeder Ca 10 cm
2 spsk friske mynteblade
3 dl. Piskefløde
150 gr cremecheese
4 æggeblommer
120 gr. Rørsukker
2 spsk rørsukkersirup
6 bl. Husblas

Rødbederne koges møre og blendes med myntebladene. Husblassen lægges i blød i koldt vand. Fløden piskes let stiv. Æggeblommer piskes let og luftig med sukker og sirup. De blandede rødbeder og mynte blandes i æggesnaps. Sammen med cremecheese. Den udblødt husblas smeltes i det vand som hænger ved og røres med lidt af æggeblandingen og hældes i den resterende blanding. Til sidst vendes det hele i flødeskummet. Moussen fordeles på kagebundene i Ringformene og sættes på køl 3-4 timer.

Æblegele
2 dl Æblejuice
Lidt sukker
3 bl. Husblas

juicen koges ind med sukker ca 10 min. Den opblødte husblas tilsættes og opløses. afkøles og hældes forsigtigt på den kolde kage.

kagerne kan pyntes med chokoladesnirkler og chokoladekugler eller lige som du har lyst til…

De yndigste små havtorn nøddedrømme

En gå tur ved Vesterhavet er fantastisk. Det kan være helende for sjælen. Jeg elsker det store brusende hav, det giver mig ny energi at se den kraft havet har. I klitternes buskads findes i august de små stikkende buske fulde af den skønne orange havtorn. Det er et super lækkert bær, fyldt med sundhed. Det smager fantastisk i marmelader og i kager. Jeg har brugt det i en mousse i denne skønne lille kage.

Mousse
5 bl. Husblas
250 gr. havtorn
100 gr. Sukker
50 gr. Hakket Hvid chokolade
1 stang vanille
1 dl. Skyr
3 dl. Piskefløde

Havtorn, vanillekorn og stang koges godt igennem og sies. Den hvide chokolade smeltes forsigtigt i den lune saft sammen med den udblødte Husblas. Piskefløde piskes til let skum og Skyr røres i.  Saftblandingen vendes forsigtigt i. Moussen hældes i halvkugle  silikoneforme og sættes på frys 3-4 timer og helst til næste dag.

mørdejsbund
110 gr. Smør
1/4 tsk. salt
4 spsk. flormelis
1 æggeblomme
Evt.  Lidt vand

Alle ingredienserne hældes i en skål og køres ganske kort på røremaskine.  Må endelig ikke æltes for meget. Dejen fordeles i en tærteform ca. 20-24 cm.
Forbag bunden 10 min. ved 200°

Nøddekaramel
50 g pistacienødder
75 g mandler
50 g hasselnødder
75 g smør
80 g sukker
4 spsk. fløde
1 tsk vanille
1/4 tsk.  Salt

Hak nødderne. Smelt smør sammen med fløde og sukker i en lille gryde. Kom nødder og frugt i gryden. Varm blandingen langsomt op, og rør i den, indtil den når kogepunktet og er jævn og sammenhængende.

Nøddemassen fordeles på den forbagte bund og bages 20-30 min. ved 200 °

Samling af kagerne
Når kagen er afkølet stikkes den ud med en ring som passer i størrelsen til  moussekuplerne. Moussen poppes forsigtigt ud af formene,  og lægges på bunden. Pyntes med små chokoladen lader eller små snirkler og små chokoladekugler. Jeg har fæstnet det hele med chokoladeganach.

Ganachen har jeg lavet af 1 dl. piskefløde som er varmet op og 75 gr. chokolade  smeltet i til en glat masse. Sættes på køl til massen er ca. 5 gr. og piskes herefter let så det kan sprøjtes på kagen.

Små fine chokoladeskaller med skøn clementinmousse

Denne lille chokolade herlighed er perfekt til en nytårsdessert eller bare til en hyggelig afslutning på en god middag. Under den tynde chokoladeskal gemmer sig en mousse med clementin og en sprød kiksebund.

12 stk.

Chokolade skaller:

150 gr.  Chokolade

1 silikoneform 7 cm.

Tempereret chokoladen og pensel den i formens huller. Sæt på køl ca.  10 min.

mousse:
5 blade husblas
200 g cremecheese
2 æggeblommer
2 dl piskefløde
2 tsk vaniljesukker
saft fra 3 clementiner
Skal af 1 clementin
1 dl. Asti
2 æggehvider
100 g flormelis

Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 10 min. Rør flødeosten sammen med æggeblommeren og pisk fløden til let skum. vaniljesukker, asti, clementinskal og -saft. Tag husblassen op af vandet med det vand, der hænger ved. Smelt den i en smugle varm clementinsaft. Rør husblassen med lidt af flødeosteblandingen og vend den med flødeskummet. Pisk hviderne stive, tilsæt flormelis og pisk i yderligere ca. 2 min. Vend de stiftpiskede hvider i flødeblandingen. Hæld fromagen i skallerne i formen og sæt dem  i køleskabet mindst 3 timer eller til næste dag.

Kiksebund.

150 gr. Digestive kiks

80 gr. Smeltet smør
2 tsk.  Vanillesukker

kiks knuses og blandes med smøret. Smuldret hældes ud på bagepapir og trykkes godt sammen til en plade Ca.  1 cm tyk. Lægges på køl. Stikkes ud til små kager med samme diameter som hullet i silikoneform. De små kager lægges på moussen og det hele trykkes forsigtigt ud af silikoneform.  Klar, parat, server.

Små fine gulerods chessecakes

Jeg blev inviteret til casting på den store bagedyst. Det var så vildt. Jeg skabt en kage jeg kunne tage med, som fortalte lidt om min kagestil og om hvem jeg var. Det blev min fortolkning af en af mine bedste opskrifter i ny stil.

Små fine gulerods chessecakes

10 stk.

Bund:
300 gr. Brun farin
2 dl  smagsneutral olie
4 æg
275 gr. Hvedemel
1 tsk salt
2 tsk vanille
2 tsk bagepulver
1/2 tsk natron
2 tsk kanel
375 gr. Revet gulerod
Revet skal af 1/2 citron
35 gr. Hk. Nødder

Farin og æg piskes godt, og de øvrige ingredienser tilsættes og der røres igen rigtig godt. Dejen hældes i en form ca. 30×40 cm og bages 30-40 min ven.  190 gr.

Cremecheese mousse:
4 blade husblas
200 g cremecheese
2 æggeblommer
2 dl Cremefraiche 18%
2 tsk vaniljesukker
skal og saft fra 1 citron
2 æggehvider
75 g flormelis

Læg husbalssen i blød i koldt vand i 10 min. Rør æggeblommer med creemecheese, vanille, citronsaft og skal samt cremefraiche. Rør den opblødte og smeltede husblas med lidt af cremen og tilsæt den til resten af cremen. Pisk æggehviderne stive og sigt flormelis i, pisk yderligere 2 min. og vend massen i ostecremen. Fordel cremen over kiksebundene og sæt kagerne på køl i 3-4 timer eller til næste dag.

Gulerodsgelé:
½ l friskpresset gulerodssaft
rørsukker
Ca 1/2 l appelsinsaft
8 blade husblas

Varm gulerodssaften op og juster smagen med sukker og appelsinsaft, så der kommer en god balance mellem syre og sødme. husblas udblødes i koldt vand, inden den smeltes i den varme gulerodssaft.

Kandiseret gulerod:

1 gulerod

200 g sukker

0,5 dl vand

Kog vand og sukker op. Skær imens strimler af guleroden på en mandolin eller med en tyndskræller. Kog strimlerne i sukkerlagen i et par minutter og læg dem så på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem ved 130 grader i halvanden til to timer. Det kan godt være de ikke føles helt sprøde endnu, men det bliver de så snart de kommer ud af ovnen. De kan holde et par dage.

Samling af kagerne:
Der udstikkes 10 små kagebunde med en cylinderform som er 8 cm i diameter. Cylinderformene fores med kageplast, og bundene lægges i. Dernæst fordeles moussen på kagebundene og de sættes på køl i mindst en timer. Når moussen har sat sig hældes den afkølede gele forsigtigt oven på moussen og sættes på køl til geléen er stivnet. Kagerne tages forsigtigt ud af formene og kageplast en tages af. Nu kan kagerne pyntes med de kandiserede gulerødder og evt. lidt kandiserede citronskal.

Pigefin lagkage med ananaskirsebær

En lille sjov pigefin lagkage, med en skøn mousse lavet på tørret ananaskirsebær og et lille twist af stjerneanis.  Det er en anderledes, men super lækker smag, og ananaskirsebær er ikke et bær som bliver brugt så ofte. her er det bare fantastisk med de skjulte gelebomber, den skønne bløde mandelbund og en sød frosting.

Mandelbunde

4 æg
125 gr. Sukker
50 gr. Mel
50 gr. Mandelmel
25 gr. Kartoffelmel
1 tsk. Vanille
1 tsk bagepulver

Æggene deles i blommer og hvider. Blommerne piskes rigtig godt og luftigt med sukker og vanille. Alle meltyperne og bagepulveret sigtes i æggesnapsen. Hviderne piskes stive og blandes forsigtigt i til en klumpfri og luftig masse. Dejen hældes i en springform (20 cm.) bages v. 180 gr. I 40-45 min.

Når kagen er helt afkøles deles den i tre bunde.

Ananaskirsebær mousse
300 gr. Tørret ananaskirsebær
140 gr. Sukker
1 vanillestang
2 stjerneanis
Skal og saft af 1 citron
1 1/2 dl vand
6 bl. Husblas
1/2 l. Piskefløde

Kirsebærrene koges i ca 30 min. Med sukker, citronsaft og skal, vanillekorn og de tomme stængler samt vandet. Efter kogning fjernes stjerneanisskallerne.
Husblassen udblødes i koldt vand og blandes i kompotten og som derefter afkøles.
Fløden piskes til let skum og blandes i kompotten.

Ribsgelé bomber

1 glas ribsgelé
3 stjerneanis

Ribsgeeen hældes i en gryde og koges ca. 10 min. med stjerneanis. Stjerneanis fjernes og geléen hældes i en silikone halvkugleform (5 cm. I diameter) og sættes på køl til de er stivnet. (Og ja jeg kunne sagtens have lavet ribsgeleen selv, men i tidsnød er det dejligt med et rigtig godt glas færdig riblgele fra det lokale supermarked Cool

Opbygning af kagen

Kagen deles i 3 bunde, og den første bund lægges i en ringform foret med kageplast. Ribsbomberne lægges på og halvdelen af moussen hældes over. Den næste bund lægges på og det sidste mousse hældes på og der toppes med den sidste bund. Kægen stilles på køl 3-4 timer gerne til næst dag. Når mousserne har sat sig. Derefter deles smørcremen op i 3 og tilsættes pastafarve lige efter din smag og fyldes i sprøjteposer med en lille stjernetylle. Den ene farve skal der være lidt mere smørcreme i skålen af, for den skal nu smøres ud på toppen af kagen i et fint glat lag. På siderne sprøjtes de tre farver rundt i nøjagtig de farvemønster du har lyst til. Jeg trykkede nogle små søde sommerfugle ud i fondant og lavede en fin blomst også af fondant for at kagen skulle blive rigtig pigefinCool

Tips!! Bundene kan stænkes med lidt gran manier eller anden sød likør inden moussen hældes på,  for at få bundene lidt ekstra svampet.

Lækre små chokolademoussekager

De her lækre små chokolademoussekager er super skønne. De kom til, da en af mine venner skulle bruge nogle festkager. Hun kan ikke tåle husblas, og jeg har ikke forsøgt mig med agar agar, så jeg lavede de her chokoladeskønheder med en lille hindbær overraskelse inden i.

Chokoladekagebunde
3 æg
225 gr. sukker
100 gr. hvedemel
2 tsk. vanille
1/4 tsk. salt
1/2 tsk. bagepulver
45 gr. cacaopulver
125 gr. smeltet smør
Æg og sukker piskes let og luftig. De tørre ingredienser røres i sammen med det smeltede smør.
Dejen fordeles i en bradepande ca. 20×30 cm og bages ved 180 gr. i ca. 30 min.
Chokolademousse
200 g. god mørk chokolade mindst 60%
8 past. æggeblommer
125 g. rørsukker
kornene fra 1 vanille stang
½ l. piskefløde
Den hakkede chokolade smeltes. Den skal have stuetemperatur, når den skal bruges.
Æggeblommer piskes hvide og tykke med sukkeret.
Fløden piskes til let skum.
Den smeltede chokolade vendes i æggeblandingen, og flødeskummet vendes godt i. hvis der ønskes en let mokkasmag kan der tilsættes lidt frysetørret kaffe som er opløst i 1 tsk. varmt vand.
Chantillycreme
1/4 l. piskefløde
2 tsk vanillesukker
2 spsk. flormelis
Pynt
1 bk. hindbær
lidt blåbær
små chokoladesnirkler lavet af smeltet tempereret chokolade
Opbygning af kagerne:
Udstik 12 små kagebunde af den store kagebund med en kagering. Put kageplast i kageringene og læg en kagebund i hver. Sæt et hindbær ned på kagebundene og sprøjt forsigtigt chokolademoussen over og fyld mousse i til kageringen er fyldt op. Sæt kagerne på køl ca. 3-4 timer gerne natten over. Frigør kagerne fra ringene og træk forsigtigt kageplasten af. Piskefløde, vanille og flormelis piskes sammen til en fast skum. Pas på den ikke bliver overpisket. Det skal være så  der laves fine toppe som holder. Hæld cremen i en sprøjtepose med en stor stjernetylle og pynt med fine toppe. Pynt yderligere med et helt hindbær og et blåbær, Sæt tilsidst en chokoladesnirkel i hver kage.
Rigtig god fornøjelse med kagerne.