Inspiration til Lucia

December er lig med jul og masser af traditioner. Jeg elsker julen og forbinder den med hygge og glæde. En af de mange traditioner vi i min familie har i december er luciadagen. Der tager vi ofte over til vores naboland Sverige, da luciadagen er langt mere udbredt og traditionsrig i Sverige. Vi ser luciaoptog og alle de smukke julelys. Senere tager vi hjem og bager lussekatte og spiser dem lune og bløde med dejligt koldt smør. Safran er en uundværlig ingrediens i lussekattene og sørger for den smukke gule farve og giver en lækker smag.

Her får i min allerbedste opskrift på lussekatte. Glædelig Luciadag.

Lussekatte


Keyword Jul

Ingredienser

  • 50 gram gær
  • 5 dl mælk
  • 150 gram smør
  • 1,5 tsk salt
  • 1 dl sukker
  • 1 æg
  • 1 gram safran
  • Ca. 900 gram hvedemel
  • æg til pensling og rosiner til pynt

Instruktioner

  1. Gæren smuldres i en skål. Smørret smeltes i en gryde og mælken hældes over. Varmes til det er ca. 37 grader varmt. Hældes i skålen hvor gæren er og der røres til gæren er opløst. Tilsæt salt, sukker, æg og safran og rør godt. Melet tilsættes lidt efter lidt og dejen æltes til den slipper hænder og bord.

  2. Hæver lunt 1 times tid og så kommer det sjove...Dejen skæres i ca 20-25 stk. og kan nu rulles ud til lange tynde pølser ca 2 cm tykke og formes i forskellige forme. Kun din fantasi kan sætte grænsen for formen. Den mest traditionelle form er et S. Der trykkes rosiner i de huller der kommer i snoningerne. Lussekattene hæver igen 30 min. og pensles med sammenpisket æg.

  3. Bages 15-20 min ved 190 grader

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.