Den bedste julesmåkage

 

Da jeg var barn bagte min mor altid efter den samme basisopskrift fra Amo, jul efter jul. Det var en stor klump dej, som hun delte i 4 og tilsatte forskellig smag til hver klump. På den måde fik hun 4 forskellige slags kager i en fart. Jeg elskede at hjælpe hende med bagningen, og puttede nok mere dej i munden end på bagepladerne. Det var hygge. Jeg bager også de samme småkager hver jul, ellers er det bare ikke rigtig jul. Jeg har dog tilpasset opskriften til den smag jeg syntes er rigtig julet, og jeg deler den ikke i 4 men bager alle kager ens.  De er bare så gode.

500 gr. smør

750 gr. hvedemel

575 gr. flormelis

kornene fra 1 1/2  vanillestang

1 æg

skal af 1 appelsin

evt. lidt saft fra appelsinen hvis dejen virker for tør.

Alle ingredienserne puttes i en skål og æltes sammen uden at ælte for meget. Æltes lettest i en røremaskine med K-spaden.

Dejen rulles til stænger på ca 4 cm i diameteren. Rulles i hasselnøddeflager, perlesukker, kanelsukker eller lige hvad din fantasi siger dig. Sættes på køl ca. 2 timer. Tag 1 rulle ud ad gangen og skær skiver i et par millimeters tykkelse. Bages ca. 8 min. ved 200 gr. Køles af på rist inden de puttes i kagedåser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.