Kategori: Fastelavn

Fastelavn er mit navn…vinterferie

Familieliv og selvstændig

I denne vinterferieuge hvor mange familier holder fri sammen, hvor mine egne børnebørn har ferie, men jeg ikke har ferie for kagefryd holder sjældent fri. Her kommer tankerne hen imod hele det her familie liv og det at være selvstændig. Det er en balancegang uden lige, at skulle navigere rundt i det, at skabe sig en forretning og samtidig skulle være kone, mor og bedstemor.

Det kan til tider være svært at skulle være kone, holde weekend, hygge og samtidig passe mine leveringer, aftaler og alle de dertilhørende tanker som selvstændig.

Da jeg i sin tid startede kagefryd op, var det med min familie i baggrunden, støttende og med beskeden om, at jeg skulle kaste mig ud i det her eventyr så var de lige bag mig til at støtte mig. Det har uden tvivl været en af de bedste støtter jeg kunne ønske mig, men det ændre desværre ikke ved det faktum, at ligemeget hvor støttende vi som mennesker ønsker at være, så går der skam også hverdag i det at være selvstændig, ja man skulle ikke tro det, men det er realiteten og årsag til at både min familie, og jeg selv indimellem glemmer det løfte vi gav hinanden inden opstarten af firmaet, nemlig at passe på hinanden, også når tingene bliver presset.

Vi får som alle andre, bidt og snerret af hinanden indimellem når det hele lige går lidt for stærkt, eller der er lidt for stille, og bekymringerne så tager over. I sidste ende er vi dog alligevel så stærk en familie, at vi formår at få talt om tingene, og på den måde får holdt sammen, selv når det synes aller sværest at tro på den fuldendte drøm, om et velfungerende og indbringende kagefryd. For lets face it, i sidste ende handler det som selvstændig i store træk om økonomi, og er der noget der kan splitte familier og ægtepar er det økonomi, men ikke i min familie, dette har jeg forsvoret for mig selv ikke får lov til at ske, for så meget jeg end elsker og er passioneret om kagefryd så kommer min familie i første række.

Nu skal vi da lige væk fra det seriøse emne over mod noget dejligt bagværk, og nu vi kun er en lille uges tid forbi fastelavn tænker jeg at I da lige på falderebet skal have min opskrift, for måske er det en my for sent, men er det nogensinde for sent til fastelavns boller? I værste fald kalder vi dem da bare for cremeboller?

Fastelavns/cremeboller ala kagefryd
Dej:
50gr. Gær
5 dl. Lunkent vand
2 dl. Smagsneutral olie
1 1/2 tsk. Salt
1 dl. Sukker
1 tsk. Kardemomme
800-900 gr. Hvedemel

Remonce:
170 gr. Marcipan
100 gr. Smør
100 gr. Sukker
1/2 tsk. Salt
1 tsk. Vanillesukker

Kagecreme:
30 gr. Sukker
1 æg
2 spsk. Majsstivelse
2 1/2 dl. Mælk
50 gr. Hk. Mandler

Flødefyld:
1/2 L. Piskefløde
100 gr. Cremecheese
50 gr. Flormelis
1/2 glas god hindbærmarmelade – her kan det sagtens være din egen hjemmelavede sylt hvis du fortrækker denne.

Fremgangsmåde:
Gæren opløses i vandet, olie, sukker, kardemomme og halvdelen af melet tilsættes. Når det hele er rørt godt sammen tilsættes salt og så meget af melet som dejen kan klare uden at blive for fast.
Dejen æltes godt, og sættes til hævning 30-45 min. Imens dejen hæver, piskes alle ingredienserne til kagecremen sammen i en gryde. Gryden bringes langsomt i kog og der piskes godt imens, så cremen ikke brænder på. Koges godt igennem og afkøles.
Til remoncen rives marcipanen og smør, salt, vanillesukker blandes i. Rør godt med en ske til alt er godt blandet.

Dejen rulles herefter ud til en firkant ca 1/2 cm. tyk. Der skæres ca 20 kvadratiske ruder. Herpå lægges en teskefuld af remoncen og kagecremen. Dejpladen foldes godt sammen om fylder og sættes på en bageplade med bagepapir på. Bollerne hæver nu 30 minutter og pensles med æg. Herefter sættes bollerne i ovnen ved 200 grader og bages i ca 15 minutter. Bollerne tages ud når de er fine gyldne og sættes til afkøling.
Mens bollerne afkøles, pisker du fløde med flormelis og cremecheese. Inden cremen er for fast pisket piskes også marmeladen i.
Når bollerne er helt afkølet skæres en kile i toppen og der fyldes med den lækre flødecreme du lige har pisket. Drys til sidst med flormelis og vupti så der lækre cremeboller, velbekommen!